Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

03-02-2016

Stud. jur. søges til sagsbehandling i leje- og boligret

Har du lyst til at få konkret erfaring med sagsbehandling indenfor lejeret og boligret?

Så bliv frivillig stud. jur. ved LLO Herning. Vi søger et par stud. jur., der ønsker at udvikle praktiske

færdigheder inden for sagsbehandling af leje- og boligretssager.

Hvem er vi?

LLO Herning er en del Lejernes Landsorganisation. Vi arbejder for at sikre lejernes vilkår og består af 27 lokalafdelinger, som har 50.300 hustande som medlemmer.

I lokalafdelingen LLO Herning er vi et kontor, som hver mandag behandler og rådgiver medlemmers sager. Vi yder konkret rådgivning og juridisk bistand for medlemmer, som har problemer med deres lejeforhold.

Vi søger

En stud. jur. der har interesse og viden om det leje- og boligretslige område. Du skal have gåpåmod til at servicere indkommende lejere og kunne give dem lejeretslig rådgivning.

Det er yderligere vigtigt for os, at vores studenter er indforståede med LLO’s formål. Du skal have et positivt socialt sindelag og have øje for samspillet mellem jura og menneskers livsvilkår.

Vi tilbyder

Et frivilligt studiejob med faktiske juridiske problemstillinger. Du vil få ansvar for egne sager fra start til slut og rådgive medlemmer i lejeretslige spørgsmål. Du vil derudover skulle stå for sagskorrespondance mellem lejere, udlejere, advokater, fogedretten og beboerklagenævnet.

Der kan senere blive tale om udredningsopgaver og oplæg i forhold til f. eks. afdelingens medlemmer, beboermøder o.l.

Vi kan desuden tilbyde deltagelse i kurser og konferencer om lejeretsforhold.

Arbejdstiden

Afklares efter aftale, men er på maks. 6 timer ugentligt. Du skal kunne dække over en vagtplan med kontortid mandag fra 16-18 på vores kontorer i Østergade 14, gården i Herning.

Der er tale om ulønnet arbejde. LLO Herning dækker transportudgifter m.m., så du ikke får udgifter i forbindelse med arbejdet.

Ved afslutning kan der blive tale om, at LLO Herning udfærdiger en anbefaling.

Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du læse mere om LLO på www.lejerneslo.dk, eller du kan kontakte bestyrelsesmedlem Lars Dohn på 31332603.

Er du interesseret – så send en ansøgning til llodk@llodk.dk med CV samt kopi af relevante eksamenspapirer og skriv i emnefeltet på mailen ”Stud. jur. til LLO Herning”.

Ansøgningsfristen er mandag d. 21 februar.

Vi har travlt i afdelingen, så tiltrædelse vil blive meget hurtigt efter ansættelsessamtale.

Vi glæder os til, at høre fra dig!

 

LLO/Herning . 7400, Østergade 14, gården . 31332603 . llodk@llodk.dk

Læs mere…
27-01-2016

Ny LLO Facebookside

Vores nye facebookprofil "Lejernes Landsorganisation Danmark" link: LejernesLandsorganisationDanmark er kommet online.

Profilen er tænkt som en kommunikationspaltform, hvor LLO nemt kan nå ud til sine interessenter, og hvor alle interesserede nemt kan nå LLO.

Vi håber således, at I vil tage godt imod facebooksiden, gøre brug af den og opleve vores site som en aktiv platform, der giver merværdi og synes tiden værd :-)

Læs mere…
21-01-2016

Betalelige boliger forsvinder fra storbyerne

"Tusindvis af betalelige lejeboliger er forsvundet fra storbyerne, hvilket gør det meget svært for single hustande med almindelige indkomster og lavindkomster at finde betalelige boliger, skriver Jesper Larsen, cheføkonom i Lejernes LO. Renoveringer skubber til udviklingen, påpeger han." Citat fra @Altinget

llo-betalelige-boliger-forsvinder-fra-storbyerne

Læs mere…
19-01-2016

Mangel på betalelige lejeboliger.

"Om to uger starter tusindvis af unge på nyt studie, men for manges vedkommende har jagten på en lejebolig stået på i månedsvis. Og manglen på lejeboliger, der er til at betale, i storbyen, betyder, at der er mange udlejere, der udnytter de desperate studerende."
Sådan skriver Radio24syv som optakt til morgenens indslag. 

Her var LLOs landsformand, Helene Toxværd, direkte i æteren, hvor hun fortalte om LLOs syn på boligsituationen. Hvad man bør gøre for at dæmme op for problemet - bl.a. at bygge nye og betalelige boliger. 
For presset for en bolig er stort. Specielt på de boliger, der er til at betale for lavindkomstgrupperne i Danmark - herunder de mange studerende.

 

Link:  24syv-morgen

 

Læs mere…
14-01-2016

Boligstøttens ulidelige lethed

Liberal Alliance har meldt ud, at partiet overvejer at bringe regeringen i mindretal, hvis den ikke opretholder forslaget om at skære i boligstøtten til de ældre borgere, som bor i plejeboliger.

Det er ikke nogen overraskelse, at LA går efter de svage ældre, men det var det til gengæld, da regeringen og de øvrige partier bag nedskæringerne i boligstøtten til de svageste ældre i oktober sidste år meldte forliget ud og gjorde det med samme lethed, som var det en udmelding om at nedsætte registreringsafgiften for større biler.

For os der til daglig har med området at gøre, var det en spand koldt vand i ansigtet, at et Folketingsflertal med mindre end tre måneders varsel kunne finde på at hive gulvtæppet væk under nogle af de borgere, der har mest brug for, at samfundet holder en hånd over dem og under dem.

Da det så kom frem, at hverken forligspartierne eller Finansministeriet havde gjort sig den ulejlighed at regne på, hvad forliget betød for de berørte, var overraskelsen total. Det var med andre ord meget, meget overraskende at se landets ubekymrede finansminister stå i Folketingssalen og ikke ane, hvad det var, han havde foreslået af forringelser for nogle af dette lands svageste borgere – selv om læsning af ATPs og Ældresagens e-mails om emnet ville have gjort ham det krystalklart.

Bjarne Hastrup, Adm. direktør i Ældresagen skriver bl.a. i en debat, at det er de svageste ældre, der rammes: http://www.altinget.dk/artikel/aeldre-sagen-skab-klarhed-om-boligydelsen

Man kan ikke lade være med at tænke på, om forligspartierne havde været lige så ubekymrede, hvis de fx skulle have udmeldt tilsvarende stigninger i boligudgifterne for landets boligejere. 

Nu er forhandlingerne så heldigvis sat på pause, mens Dansk Folkeparti og finansministeren kommer sig over deres politiske tømmermænd.

LLO håber partierne bag aftalen bruger denne pause til at forstå, at man ikke i et velfærdssamfund kan fjerne en væsentlig del af en svag borgergruppes livsgrundlag med tre måneders varsel.

Læs mere…
15-12-2015

Million besparelser på lejerne, milliard tilskud til boligejerne

Et flertal til højre i Folketingssalen vil spare på boligstøtten til lejerne, fordi der skal spares på de offentlige udgifter. Men er det rimeligt at spare nogle hundrede millioner ved at forringe vilkårene for de svageste lejere, når der med mild hånd uddeles offentlige skattekroner i milliard størrelsen til boligejerne?.   

Venstre -regeringen har med baggrund i en aftale om finansloven for 2016 med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti aftalt en sparepakke, som nedsætter det offentliges udgifter til boligydelse. Sparepakken vil efter regeringens oplysninger efter skat og tilbageløb medfører mindreudgifter på 90 mio. kr. i 2016, 200 mio. kr. i 2017, 300 mio. kr. i 2018 370 mio. kr. i 2019 og 480 mio. kr. i 2020 og frem.

Sparepakken er målrettet boligydelsen til pensionister og førtidspensionister. Regeringen forringer den årlige regulering af beløbsgrænserne for boligydelse, afskaffer det beregningstekniske tillæg for pensionister og indfører for nyanviste personer til ældreboliger efter 2020 et loft over den støtteberettigede husleje i ældreboliger.

Den individuelle boligstøtte, boligsikring og boligydelse, har til formål at sikre, at lejere med lav indkomst kan opretholde et rimeligt boligforbrug. Det er en social velfærdsydelse, som kostede skatteyderne ca. 14 mia. kr i 2014. Udgifterne stiger, fordi der bliver flere ældre og fordi huslejeniveauet i Danmark er steget og fortsat stiger voldsomt.    

Huslejereguleringen, som styrer huslejen i de ældre privatejede boliger og i de almene lejeboliger, er en social og bypolitisk foranstaltning, men også en ”fairness” regulering, der skal modsvare den indirekte støtte til ejerboligen i form af en ikke økonomisk korrekt lav ejendomsværdibeskatning af ejerboligen, samt det forhold, at ejerboligen er fritaget for beskatning af kapitalgevinster.  

Boligydelsen, der gives til pensionister og førtidspensionister, gradures nidkært og detaljeret efter boligstørrelse, indkomst og formue.  Ældre ejerboligindehavere kan også opnå en støtte til boligforbruget. De kan indefryse ejendomsskatten og dermed på sigt i praksis lade friværdien betale.  Her er ingen graduering.

Ejerboligen er særdeles rundhåndet begunstiget med skattelettelser.  

Aktuelt ses regeringens beslutning med højresiden i Folketinget om at fastfryse grundskylden i 2016. Denne skattelettelse er tilrettelagt, så den alene gavner boligejerne. Beregninger fra Skatteministeriet viser, at det koster 755 millioner. (Det havde kostet 225 millioner kroner mere at inkludere lejere og andelshavere).

De offentlige mindreindtægter som følge af ejendomsværdiskattestoppet, samt en generel nedsat ejendomsværdiskat i forhold til den af vismændene beregnede korrekte ejendomsværdiskat, udgør en væsentlig økonomisk støtte til ejerboligen. Skatteministeriet har beregnet støtten til i året 2015 at udgøre 20 mia. kr. i umiddelbar virkning, og 15 mia. kr. efter tilbageløb. Det er mange penge, og det er langt mere end de tabte offentlige skatteindtægter, som følge af, at huslejereguleringen betyder lavere lejeindtægter og dermed mindre skatteindtægter fra udlejerne.   

 

© Jesper Larsen, cheføkonom, Lejernes LO 

Læs mere…
15-12-2015

Forringelse af boligydelsen

Lejernes LO opfordrer forligspartierne til at tage forringelsen af boligydelsen ud af finanslovsforslaget. Det er ikke rimeligt at spare på lejerne, når man rundhåndet uddeler milliardskattelettelser og tilskud til boligejerne, og når man passivt ser på, at huslejeniveauet stiger langt mere end prisniveauet i øvrigt.   

Regeringen og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservativ Folkeparti har indgået en aftale, hvor man sparer ca. 90 millioner kroner på boligydelsen næste år stigende til 480 millioner kroner i 2020. Besparelserne opnås ved:

– at reguleringen af beløbsgrænser for boligydelse forringes, således at den årlige regulering af beløbsgrænserne nedsættes, og det beregningstekniske tillæg til huslejen afskaffes gradvist. Begge disse tiltag betyder, at rådighedsbeløbet efter husleje og boligydelse for pensionisterne beskæres.

– at der for nyanviste personer til ældreboliger efter 2020 indføres loft over den støtteberettigede husleje i ældreboliger. Loftet betyder, at det vil blive meget vanskeligt for pensionister med de lav indkomst og uden formue at bo i nyere ældreboliger

– at kravet til egenbetaling gradvis lempes, for at sikre, at pensionister med de laveste indkomster kun i mindre omfang berøres af ovenstående ændrede boligydelsesregler.  

Regeringen har beregnet, at boligydelsesmodtagerne i gennemsnit vil miste 2.376 kr. om året.

Regeringen har oplyst, at de samlede udgifter til boligydelse realt er vokset med 13 procent siden 2001, og i samme periode er den gennemsnitlige udbetalte boligydelse vokset med 28 procent. Det er en stor stigning, men forklaringen på denne udvikling er flere og flere ældre og et kraftigt stigende huslejeniveau, først og fremmest på grund af mange moderniseringer og renoveringer, og et privat nybyggeri uden huslejekontrol.

Samtidigt med forringelserne i boligydelsen gennemfører forligspartierne skattelettelser i milliardklassen. Det skyldes stop for stigninger i grundskylden for boligejerne og stop for stigninger i ejendomsværdiskatten.

Allerede d. 29. september 2015 advarede Lejernes LO og Ældresagen i medierne Regeringen og Dansk Folkeparti. Drop ønsket om nedskæring af boligydelsen. Det vil man ikke. Nu kan de 282.000 pensionister, der sidste år modtog boligydelse, ikke opretholde et rådighedsbeløb, der følger med huslejen, og de svageste lejere vil fra 2020 ikke have råd til en ældrebolig. 

 

For yderligere information kontakt

Jesper Larsen, Cheføkonom, LLO

Tlf. direkte:   40312899

Læs mere…
14-12-2015

Lejerne snydes for lettelser i grundskatten

Lejernes LO protesterer mod den ensidige lettelse i beskatningen af boligejerne. 
Ejere af udlejningsejendomme er undtaget lovforslaget, og dermed får lejerne ingen lettelse i grundbeskatningen.  

Mange er tilsyneladende ikke er klar over, at udlejer over huslejen fuldt lovligt opkræver de grundskatter, som kommunen pålægger grundejeren. Det er også udlejeren, der suverænt bestemmer, om der skal klages over en vurdering, og det er også udlejeren, der suverænt får gevinsten, hvis ejendommens grundværdi øges. Hermed bliver lejerne endnu engang de store tabere.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har i forbindelse med aftalen om finansloven besluttet at  fastfryse beskatningsgrundlaget for grundskylden for ejerboliger fra 2015 til 2016.

Boligejere vil dermed som udgangspunkt betale det samme i grundskyld i 2016 i kroner og øre, som de gjorde i 2015. Der er afsat 570 mio. kr. i 2016 til formålet.

Ifølge det lovforslag, som regeringen netop har sendt i høring, nedsættes reguleringsprocenten for loftet over stigningen i grundskylden fra 6,6 pct. til 0 pct. for 2016, således at den afgiftspligtige grundværdi for 2015 videreføres til 2016.

Fastfrysningen vil omfatte ejerboliger, som efter vurderingsloven vurderes i ulige år. Det er bl.a. parcelhuse, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, men den lavere grundskyld vil komme boligejerne til gode i forbindelse med opkrævningen af grundskylden for 2. halvår 2016.

I 2017 vil loftet over stigningen i grundskylden betyde, at grundskylden maksimalt kan stige med 3 til 7 pct. i forhold til 2015 og 2016. Boligejerne vil derfor også kunne opleve en besparelse i 2017 og efterfølgende år.

 

For yderligere information kontakt

Jesper Larsen, Cheføkonom, LLO

Tlf. direkte:   40312899

Læs mere…
26-11-2015

Aflysning af generalforsamling i LLO Aarhus

Generalforsamlingen i LLO Aarhus d. 30.11.2015 aflyses. Der indkaldes i stedet til ny ordinær generalforsamling i første kvartal 2016

 

Baggrunden for aflysningen skal findes i det kaos og de uretmæssige dispositioner, der siden foråret 2015 har hersket pga. uoverensstemmelser mellem flere jyske LLO lokalafdelinger og det private driftfællesskab NMS (forkortelse for Nord-, Midt- og Sydjylland), der indtil nu har forestået medlemsservicen for de berørte afdelinger.

 

Manglende medlemsdemokrati

Uoverensstemmelserne bunder i, at de berørte afdelinger er blevet nægtet retmæssigt adgang til egne medlemslister og regnskaber, hvorfor de er frataget overblikket omkring medlemsudvikling og økonomi i egne afdelinger. 

 

Samme problematik gjorde sig gældende, da NMS'en indkaldte til generalforsamling i LLO Aarhus i foråret.

Indkaldelsen skete, uden at den siddende bestyrelse fik indsigt i, hvilke medlemmer der havde modtaget en indkaldelse til generalforsamlingen. 

Desuden var det umuligt at gennemskue, hvem af de indkaldte, der faktisk deltog på generalforsamlingen, da der ikke blev foretaget indskrivning af deltagere, hvorfor man totalt manglede overblik omkring, hvem der således var eller ikke var stemmeberettigede. 

 

Alt dette har bl.a. afstedkommet, at Landsorganisationen har måtte kende generalforsamlingen for ugyldig.

 

Nyt Aarhuskontor

Aftalen med NMS er blevet opsagt pr. 31.12.2015, hvorfor der fra januar 2016 åbner et LLO kontor i Aarhus, som skal servicere en række jyske LLO lokalafdelinger. 

Ud over sagsbehandling og juridisk medlemsrådgivning er der i Landsorganisationen etableret et nyt centralt opkrævningssystem, et system der vil håndtere medlemsbetalinger via NETS, så kommende og nuværende medlemmer får en nem betalings- og oprettelsesmulighed.

 

Læs mere om sagen på følgende links:

 

Artikel i Vi Lejere 11/2015: ViLejere

 

Nyhedsbrev 11/2015: Nyhedsbrev

Læs mere…
12-11-2015

Orange Byfornyelse

ORANGE BYFORNYELSE – STØRST FORDEL FOR LEJERNE

Læs mere…
< 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54  >

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser